TAGE
Tage og tagværker skal kunne modstå vind, regn, sne, slagregn og fygesne samt slag og stød igennem lang tid og med en moderat vedligeholdelsesindsats. Samtidig må taget ikke være så tæt, at huset ikke kan "ånde" igennem det. Trods dampspærre og lignende trænger der altid noget rumfugt op i tagværket, og denne fugt skal ledes bort uden at skade konstruktionen.
Byggeskadefonden har registreret et stort antal svigt og skader på tage. Langt de fleste tage udføres som ventilerede tagkonstruktioner, enten med inspicerbart tagrum eller som paralleltag; bl.a. derfor forekommer langt de fleste svigt og skader netop i sådanne tage. En mindre - men ikke mindre alvorlig - del af skaderne forekommer i uventilerede paralleltage og kviste, som findes i et mindretal af de af fonden omfattede byggerier.
Tage er opbygget af mange materialer og enkeltdele i et kompliceret samspil, og svigt og skader forekommer i mange sammenhænge, for eksempel:
- Fejl ved materialer eller montering, som medfører nedbrydning af tagbelægningen og undertaget og derved reducerer deres levetider – til tider ganske betydeligt.
- Manglende tæthed overfor regn og fygesne som følge af fejl ved inddækninger og afslutninger ved kvist, skotrende, tagfod og rygning.
- Undertage, oplagt under tegltagsten med små overlæg som nedbrydes af solens ultraviolette lys. Små overlæg medfører desuden stor belastning fra både vand og sne.
- Undertage udført uden tæt og forskriftsmæssig vandafledning ved tagfod, gavle, skotrender, kviste, ovenlys og gennembrydninger for installationer mv.
- Kombinationer af undertag med kort levetid (15-25 år) og tagbelægning med lang levetid (40-60 år).
- Utilstrækkeligt luftskifte i ventilerede tagrum. Utæt dampspærre forværrer dette forhold.
Tage – på den gode måde
Som udgangspunkt skal den projekterende altid vurdere, om disponering, anlæg og bygningsdele ud fra en helhedsbetragtning er behæftet med større risiko.
- Enkle tagformer med få gennemføringer og inddækninger samt et tilgængeligt tagrum medfører normalt færre svigt og skader end komplekse tagformer og utilgængelige tagrum.
- Gå ikke helt til grænserne. Anvend materialer og udførelsesdetaljer, som har et vist "overskud" i forhold til taghældningen og de ydre påvirkninger fra vind og vejr på opførelsesstedet.
- Kombiner et korrekt valg af undertag og ydre tagbelægning med korrekt udførte detaljer på en måde, som tilsammen sikrer tagets tæthed og levetid.
- Et tæt tag forudsætter enten en tæt ydre tagbelægning eller et tæt undertag. En kun delvis tæt ydre tagbelægning kan ikke kompensere for et kun delvist tæt undertag.
- Vælg undertag med en levetid, som matcher den ydre tagbelægnings levetid.
Link til BYG-ERFA mv.
På BYG-ERFA’s hjemmeside under punktet "Indeks og vejledninger" findes korte introduktioner til et stort antal relevante erfaringsblade under overskrifterne: (27) Tage, (37) Tage og (47) Tage.
På www.duko.dk kan vælges et undertag, der passer til den valgte tagbelægning m.v.